Lisa Björt | Blog
1815
page-template,page-template-blog-large-image,page-template-blog-large-image-php,page,page-id-1815,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.2,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.4,vc_responsive

Hvordan forbedrer vi vores parforhold?

Nogle gange, kan vi have så meget fokus, på alt det som vi føler vi bør ændre, alt det som er galt med vores parforhold, og alt det vores partner gør forkert.

Men en virkelig stærk øvelse, er at undersøge hvad der rent faktisk fungerer – hvad gør vi, som er dejligt, godt og kærligt?

Hvad gør mig allerede rigtig glad? Hvad har vi tidligere gjort i vores parforhold, som gav os en følelse af kærlighed og samhørighed? Hvilke gode vaner har vi, hvilke store begivenheder har været særligt dejlige for os, hvilke personer giver os energi og glæde? Hvad bringer os tættere sammen som familie og hvornår griner vi højt med vores børn.

Det kan for eksempel være, at du føler at i lever for meget i hver jeres verden for tiden, og at i ikke rigtig når den der dybe forbindelse med hinanden. Arbejde, vasketøj, sociale medier og alt muligt andet, fylder jeres hverdag op, og i ser mest hinanden i forbifarten – her er det ret nemt at komme til at fokusere på alt det dårlige: Vi er for dårlige til at prioritere hinanden, du arbejder også alt for meget, det er klart jeg hele tiden er i gang, for det er jo mig der står alene med alt det huslige osv.

I stedet kan vi sammen undersøge, alt det vi gør, og har gjort, som bringer os tættere på hinanden, og giver os følelsen af, at være to forbundne sjæle.

Konkret, kunne det for mit vedkommende se sådan ud:

 

Hvad fungerer godt?

 

Det fungerer godt, når vi lige har 10 minutter hvor vi ligger og vågner sammen og holder om hinanden.

Når vi begge har travlt på hver vores computer, kan det være hyggeligt at vi alligevel sidder ved siden af hinanden (med hver vores computer), tænder et stearinlys, sætter stille musik på. laver en kande te og sætter lidt vindruer frem.

Når vi ved, at vi ikke ses så meget i nogle dage, er det dejligt at sætte tid af til at snakke i telefon. Det kan for eksempel være på vej til arbejde, i frokostpausen eller inden sengetid.

En lille dans i køkkenet, om morgenen inden vi skal ud af døren er vildt dejlig. Det tager kun to-tre minutter, men det giver lige en rar fornemmelse i maven.

Når vi lader børnene passe sig selv i en halv times tid lørdag formiddag, mens vi går en tur med vores hund.

Weekender, hvor vi ikke har nogen planer, og hvor vi beslutter os for at gøre noget sammen som familie, på en god og afslappet måde.

 

Hvilke begivenheder har bragt os tættere sammen?

 

Overnatninger uden for hjemmet, bare os to.

Spa-ture.

Formiddagsdates, hvor vi tager ud og spiser frokost og tager i biografen, i de perioder hvor vi ikke har tid til “en rigtig date”.

Fester hos gode venner og familie, hvor vi har mulighed for at danse, fjolle og grine.

Ferier, hvor vi har fokus på samvær og hygge med vores børn – hvor vi har planlagt gode aktiviteter som vi laver sammen allesammen.

 

Hvilke gode vaner har vi?

 

Vi er gode til at lave taknemmelighedsøvelser med vores børn.

Vi er gode til at fordele opgaver mellem os.

Vi er gode til at gøre kærlige ting for hinanden.

Vi er gode til at nedskalere konflikter og finde hinanden igen bagefter.

 

Andre gode spørgsmål kunne være:

 

Hvad får os til at grine sammen? Hvem elsker vi at være sammen med, og hvem får det bedste frem i os? Hvilke situationer er altid dejlige for os? Hvilke fælles interesser har vi?

 

 

Det er en hyggelig øvelse at lave sammen, og ofte vil vi opleve, at vi bliver mere tilfredse med vores parforhold, bare ved at skrive ned, hvad der fungerer.

 

Hvordan holder man liv i sit parforhold?

I Danmark er vi verdensberømte for vores HYGGE. Og hygge er da også dejligt, og skønt og hyggeligt… Men er det i virkeligheden det bedste for vores parforhold?

For vi kan godt blive enige om, at det er dejligt at gå i biografen, det er rart at ligge og se yndlings-tv-serier sammen på sofaen, og det er hyggeligt at gå ud og spise på en velkendt restaurant. Men i virkeligheden er det måske noget vi lige så godt kunne gøre med vores bedste ven? Eller med et familiemedlem.

Og det sætter ikke rigtig noget vildt igang i os – vi får ikke nødvendigvis et sus af forelskelse når han rækker os popcornene, hjertet banker ikke nødvendigvis hurtigere fordi han ligger sammen med os og ser tv og vi falder ikke om med grineflip, bare fordi vi er ude og spise sammen.

Nej, det der holder liv i vores parforhold, er først og fremmest:

 

SPÆNDING

 

At vi bliver ved med at gøre os umage med, at gøre vores parforhold SPÆNDENDE. “Spændende” trumfer “hyggeligt” når det handler om at skabe forelskelse og stærke følelser!

Hemmeligheden er, at vores nervesystem ikke nødvendigvis forstår hvor kroppens reaktioner kommer fra, så når vi suser afsted i en rutchebane i tivoli, og der sidder en sød mand ved siden af os, så kan vi nemt narres til at sommerfuglene i maven har noget med ham at gøre. Det fungerer forresten ikke at lave drama og skænderier – det skal være den action-prægede, adrenalin-fremkaldende spænding.

Så hvad kan i finde på at lave, som vil være vildt spændende for jer begge? Skal i ud og springe i faldskærm? Skal i ud og galopere på islandske heste? Skal i løbe om kap, køre gocart, gøre noget “forbudt”, tage en tur i tivoli sammen (og altså ikke på den måde hvor mor står og passer på taskerne, og far prøver alle forlystelserne med børnene)?

Prøv at undersøge hvad der skaber spænding hos jer, og lav en liste over 10 ting i vil gøre sammen i år – det vil med garanti styrke jeres parforhold og følelse af samhørighed.

(som en ekstra bonus, vil i ofte også opleve en større sexlyst, lige efter at i har gjort noget spændende – når nervesystemet bliver “opstemt”, bliver der sendt masser af god energi til vores kønsdele).

 

 

(Her er links til nogle videnskabelige artikler der understøtter min pointe)

 

 

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20950622

https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1111/j.1467-9280.2009.02332.x

https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/026540759301000205

 

Hvordan slipper man af med sin jalousi?

Der findes mange forskellige former for angst. Men angsten for at blive snydt, svigtet eller holdt for nar, er virkelig en stærk og voldsom angst. Den er ubehagelig og altomsluttende, og for at gøre det hele værre, er det også en angst som mange af os, skammer os over at have.
Så vi holder det inde, fortæller ikke vores omgangskreds om det, slår os selv i hovedet med det, og forsøger at finde måder vi kan kontrollere vores partner på, uden at afsløre at vi er angste for at hun eller han skal forlade os.

 

Lad os se på nogle af de manøvrer vi laver, i stedet for at fortælle hvad der virkelig er på gærde:

 

“Hvorfor snakker du med ham der, når du sidst sagde at han var streng? Det er altså virkelig dumt af dig at snakke med nogen der ikke er gode for dig, og jeg synes også du havde sagt at du ikke gad snakke med ham? Helt ærligt, så fatter jeg dig ikke, du gør det altså også virkelig svært for dig selv, når man aldrig kan regne med hvad du siger”. 

 

Hvad er det vi gør her? I stedet for at eje vores egen følelse af usikkerhed og tage ansvaret for os selv, vores følelser og vores tanker, så forsøger vi at gøre partneren forkert. Vi forsøger at give hende eller ham mindreværd, så vi selv kan føle merværd.

 

Men er vi villige til at tage ansvar for os selv, for vores følelser og behov, kunne man i stedet sige: “Åh, jeg fik lige sådan en følelse af usikkerhed da du snakkede med ham der. Du er vidunderlig, og jeg beundrer at du er så åben og imødekommende over for alle, men jeg har lige brug for at blive bekræftet i at du elsker mig – vil du hjælpe mig med det?”.

 

Når vi udtrykker os på den måde, tager vi ansvaret hjem til os selv. Vi indrømmer at vi er magtesløse over for vores angst, og vi fortæller hvad vi har brug for.

 

Den første måde at udtrykke sig på, gør det modsatte – vi lader som om at det er partneren der sidder med problemet, at hun/han er forkert, for meget, for åben, for falsk osv. og forsøger at få dem til at tage ansvaret for vores angst – så slipper vi også for at blotte os.

 

En anden situation kan være, når vi sidder til et middagsselskab, og overhovedet ikke kan koncentrere os om at være til stede fordi vi er ramt af jalousifølelsen, og hele tiden sidder og sms’er til vores partner, eller går ud for at ryge fordi vi ikke kan være i os selv – der signalerer vi til resten af selskabet at de ikke er interessante at være sammen med, og at vi hellere vil være et andet sted. Kan vi i stedet bare sige højt: “Jeg har lige lidt svært ved at være i mig selv, for min kæreste svarer ikke på mine sms’er, og det vækker virkelig min jalousi. Ja, desværre er det noget jeg døjer meget med for tiden”.

 

Ved at sige det højt, åbner vi for en spændende samtale, vi tillader de forbudte følelser at komme frem, giver de andre en mulighed for at forstå hvad der foregår – og bedst af alt, vi opløser skammen og samtidig hjælper vi helt sikkert nogle andre, der selv sidder med de samme følelser.

 

Når vi begynder at tale åbent om vores jalousi, når vi fortæller vores partner hvad der sker inde i os, og vi deler det med vores venner og familie – så tager vi skammen på os, og det er den eneste måde vi kan slippe af med den på.

Jeg er jaloux

Jeg bliver misundelig

Jeg har lyst til at kontrollere min partner

Jeg har det forfærdeligt

Vi må sige det højt, fortælle hvordan vi har det – og især må vi virkelig arbejde på at indrømme det over for os selv. For når vi kan være alene med jalousien (angsten), uden skamfølelsen – så begynder magien at ske, og vi kan begynde at arbejde rigtigt med at slippe af med den voldsomme jalousi. For det er en slags angst og den kan behandles på samme måde.

Terapi for jalousi

 

Og det er her vi kan komme langt i terapien. Sammen undersøger vi hvor angsten for at blive svigtet, holdt for nar og forladt, stammer fra. Vi finder ud af hvilke situationer der virkelig udløser jalousi hos dig, og vi arbejder med hvordan du kan reagere (eller ikke reagere) på det. Vi kigger på grænser og vi ser på hvem du er – er du tro mod dig selv, eller er du på overarbejde hele tiden?

Taknemmelighed

Nu er det begyndt at blive tidligt mørkt, vejret er blevet koldere og vi “putter” os mere derhjemme. Mange af os bliver mere eftertænksomme, trætte og måske også lidt triste.

Jeg kan selv godt have lidt tendens til, at være lidt mere pessimistisk og negativ om vinteren, og jeg kan tydeligt mærke at jeg mangler min daglige serotonin-indsprøjtning fra solen. Og jeg er ikke den eneste – jeg kan tydeligt mærke, at mine døtre har det på samme måde, og kan (til min store gru) nogen gange høre min egen klagesang, komme ud af munden på dem.

Så jeg har lært, at i de her måneder, er det vigtigt at vi fokuserer på alt det vi er glade for, det der går godt, og det vi er taknemmelige for.

Det hjælper os med, at lade være med at tage alle de små ting for givet, men rent faktisk opdage hvor heldige vi, hvor meget vi har eller hvor priviligerede vi er.

I terapien arbejder vi ofte med at løse noget – bevæge os væk fra noget dårligt. Her er det lidt det omvendte der er på spil, vi fokuserer på det vi gerne vil opnå, altså vi bevæger os hen mod noget godt.

Så her er der tre gode øvelser, som allesammen kan laves sammen i familien, sammen med en partner, alene eller sammen med en hel gruppe mennesker (en klasse, til en fest osv.).

 

Taknemmelighedsøvelse – tre ting

 

Ofte når vi spiser aftensmad, tager vi lige en taknemmelighedsrunde. Jeg spørger “Er der nogen der vil fortælle tre ting de er taknemmelige for?” Svarene er meget forskellige, nogle dage ruller mine børn med øjnene og nægter at deltage, og andre dage har de lange lister over ting de gerne vil nævne. Hyppige gengangere er taknemmelighed over mad og legeaftaler, og det er ret vidunderligt at opleve at det ofte er helt små ting der kommer på listen (f.eks. “jeg er taknemmelig over at jeg fik en chokolademad med”, eller “Jeg er taknemmelig over at jeg var til springgymnastik”). Pigernes far og jeg deltager selvfølgelig også, og hvis vi har gæster, bliver de også spurgt.

 

Taknemmeligheds-ABC

 

Taknemmeligheds-ABC’en er oplagt når man er ude og køre tur, når man sidder på en restaurant og venter på mad, eller når humøret er virkelig langt nede. Det foregår ved at man først nævner alle de ting der starter med A, som vi er taknemmelige for. Det kan for eksempel være: Ananas til morgenmad, arbejde, afslapning, alle mine venner, Arme der er stærke og kan bære én, Anna min ven, osv.

Derefter går man videre til B, så til C osv.

Der er ikke nogen regler for, hvad man må være taknemmelig for, og noget af det der altid bliver nævnt her, er: far, mor, navne på familiemedlemmer og venner, hund, kattevideoer, slik (og her snakker vi selvfølgelig om at alle forskellige former for søde sager bliver nævnt ved hvert eneste bogstav… Lakrids, Chokolade, Skumfiduser, Vingummi, Dessert, osv.), dyne, iPad.

En regel er der dog, og det er, at man ikke må bruge taknemmelighedslisterne til at nævne noget man gerne vil have at andre skal gøre anderledes – man må ikke bruge det som manipulation eller som opgavefordeling. Det vil sige at “Mor er meget taknemmelig hvis i vil rydde op efter maden” – den går ikke!

 

Taknemmelighedsglasset

 

Det er noget helt særligt at “tælle sine velsignelser, eller “count your blessings” som det hedder på amerikansk. Det handler på mange måder om at turde tro på noget større – at turde tro på, at en magt større end os selv, hjælper os hver eneste dag, også i de perioder hvor vi har det hårdt. Og det er vildt effektfuldt at turde tro, og det er helt utroligt hvad der sker med os, når vi så også husker at registrere alt det gode der sker for os – altså husker at være taknemmelige.

Det kan vi gøre helt konkret, ved at stille en glasvase i vindueskarmen, som vi stille og roligt fylder med alle vores velsignelser. Det kan f.eks. være små glaskugler vi fylder i, små krystaller eller sten vi har fundet på stranden.

Hver gang vi oplever et lille eller stort mirakel, lægger vi en kugle i vasen. Det kan være en pårørende der bliver helbredt for en voldsom sygdom, men det kan også være at vi oplever en uge hvor vi hele tiden er “heldige”. Jeg havde selv en uge for nyligt, hvor der var en ledig parkeringsplads hver eneste gang jeg skulle parkere, og det lyder umiddelbart som en lille, banal ting, men i virkeligheden har det lige været den håndsrækning jeg har haft brug for, efter en periode hvor jeg måske har stresset en lille smule for meget, og fyldt lidt for mange ting i min kalender.

Så kort opsummeret skal vi altså tælle vores velsignelser, huske at sige tak dagligt, lade være med at tage hverdagens små mirakler for givet, og være åbne for muligheden for at noget større rækker os en hjælpende hånd.

 

(Som en ekstra bonus, er det videnskabeligt bevist, at vi styrker vores parforhold, når vi udtrykker taknemmelig overfor vores partner – ikke nok med at vi selv sætter større pris på ham/hende når vi “hører” os selv være taknemmelige, vores partner vil også automatisk gøre sig mere umage og føle større taknemmelighed den anden vej).

 

 

Kærlig frigørelse?

Jeg er ret vild med det amerikanske udtryk “detachment with love”. Jeg kan ikke finde en god oversættelse til dansk – i de danske tolvtrinsprogrammer, taler man om tilbagetrækning, men det rammer ikke helt den samme stemning. Der var en der foreslog mig at bruge udtrykket “frigøre sig fra ansvaret”, og jeg tror måske det er den vej vi skal. Kærlig frigørelse eller måske endda kærlig frisættelse?

 

“Jeg frigør mig fra dig, og sætter dig fri til at du kan tage ansvar for dig selv”

 

Men hvad vil det sige at lave en kærlig frigørelse? Det vil først og fremmest sige at vi skal lære at lade være med at være “ovre i” andre personer. Vi skal ikke tænke, føle og planlægge på andres vegne. Vi skal ikke tage mere hensyn til andres følelser og behov, end til vores egne. Udover det skal vi:

 

  • Ikke give råd, med mindre vi er blevet spurgt. Når vi er overinvolverede i vores partner, har vi også en tendens til at være det i andre. Det betyder at vi altid lige synes at vi skal give vores besyv med, give et godt råd, komme med en anbefaling osv. Det er ikke engang vigtigt at det er noget vi overhovedet ikke ved noget om, vi vil bare så gerne hjælpe.

 

  • Lade andre opleve konsekvenserne af deres valg, uden at fikse eller ordne. Nogle gange skal man “give partneren lov” til at komme for sent/glemme mors fødselsdag/undlade at betale en regning, så de mærker konsekvensen af deres handlinger (og så vi selv oplever at verden ikke går under).

 

  • Er det her noget jeg kan kontrollere? Er svaret nej, skal vi fokusere på noget andet.

 

  • Vi må hele tiden kommunikere med os selv, og lytte efter hvad der foregår inde i os – især når vi bliver irriterede på andre, eller har lyst til at kritisere og skælde ud: “Hvad føler du, hvad har du brug for?” skal vi spørge vi os selv, i stedet for at fokusere på vores partners behov og følelser.

 

  • Vi skal kun hjælpe andre, med det de absolut ikke kan klare selv. Det gælder både i forhold til vores partner og vores børn, men også i forhold til alle andre.

 

  • Vi skal sige nej, meget oftere end vi gør. Vi er noget værd hele tiden, ikke kun når vi gør noget for andre. Vi behøver hverken være kloge, hjælpsomme, dygtige eller nemme for at blive elsket, vi har ret til at være mennesker med behov og selvstændige tanker – og de behov skal vi udtrykke og dermed også sige nej, når der er noget der ikke passer os.

 

  • Vi skal være præcise i vores grænser, så folk ved hvor de har os. Ofte smiler vi og lader folk overskride vores grænser, og så er vi udmattede når de går. Det er bedre at vi sætter en præcis grænse, f.eks. når vi har gæster – der kan vi sige “Hvor dejligt at du kommer på besøg, det passer mig rigtig godt at vi spiser sammen, og tager en kop kaffe, og så tror jeg at jeg skal i seng ved 22-tiden i dag”. Eller man kan sige, “Det var så dejligt at du kom og besøgte mig, nu skal jeg noget andet, men det er hyggeligt hvis du snart kommer igen”. Det kan føles grænseoverskridende, men i virkeligheden sætter de fleste mennesker pris på, at de ved hvor du står.

 

  • Vi skal holde op med at tro, at vores måde er den eneste rigtige måde at gøre tingene på. Vi skal give slip på kontrollen i familien, og lade vores partner være et selvstændigt menneske som vi respekterer.

 

  • Fortæl din partner alt det du sætter pris på ved ham eller hende, men undlad at kritisere alt det du ikke sætter pris på.

 

  • Når du ikke kan være i dig selv, men har lyst til at skælde ud, kritisere og give gode råd – så forlad rummet. Gå en tur i ti minutter, koncentrer dig om din vejrtrækning i 60 sekunder eller gør noget helt tredje. Så længe du ikke er i rummet, kan du ikke reagere.

Tilknytningsteori

Hvad betyder vores barndom for vores parforhold?

 

De reaktioner og handlemønstre vi har i kontakten med andre mennesker, stammer fra den kontakt vi havde med vores forældre – den måde vi knyttede os til dem.

 

Du kan måske ikke (med din videnshukommelse) huske din tidlige barndom, men din krop og din følelseshukommelse husker for dig. Det vil sige at når du som voksen indgår i en relation, kan du instinktivt reagere på den måde der var mest hensigtsmæssig for dig da du var måske 2 år gammel. Du tager altså den 2-åriges strategi med ind i dit voksne parforhold, og gentager den adfærd der virkede dengang. Det kan for eksempel være at du skulle være så usynlig som muligt for at få dine forældres nærhed? Eller måske skulle du helst gøre opmærksom på dig selv hele tiden, for overhovedet at få deres opmærksomhed?

 

Den strategi vi udvikler over for vores forældre, i et forsøg på at få den livsnødvendige nærhed og omsorg, følger os resten af livet. Den vil blive aktiveret i alle potentielt nære relationer og vil have indflydelse på hvad vi tænker og føler og ikke mindst hvordan vi handler i vores relation til andre.

 

Har vi haft kærlige opmærksomme forældre, der har mødt os i vores behov, anerkendt vores følelser og respekteret vores grænser, vil vi højst sandsynligt møde verden med en tryg tilknytning.

 

Det tager vi med os når vi skal etablere kontakt med de andre børn i børnehaven, knytte venskaber i skolen og når vi som voksne skal finde en partner. En trygt tilknyttet voksen er tryg i sit møde med andre mennesker, de stoler på at andre mennesker vil dem det godt og de tør være sig selv.

 

De er ikke overdrevet bange for at blive forladt, men har nemt ved at finde en god balance mellem nærhed og afstand – de behøver hverken at overkontrollere deres partner eller at beskytte sig selv ved aldrig at lade partneren komme tæt på. De tør bede om hjælp og være afhængige af andre, uden at ty til strategier og manipulationer.

 

Utryg tilknytning

 

Når du er vokset op i en mere dysfunktionel familie, har du fra du var helt lille lært at man ikke kan stole på andre mennesker. Du har etableret en række uhensigtsmæssige strategier for at overleve, og for at få dine forældres omsorg og nærhed. Du udvikler  en utryg tilknytning, som enten er utryg-afvisende eller en utryg-ængstelig tilknytning.

 

I et hjem hvor forældrene er afvisende, fraværende og negative over for barnet, vil barnet udvikle et utrygt-afvisende tilknytningsmønster. Barnet oplever at dets krav om omsorg bliver mødt med kulde og afvisning, og lærer efterhånden at nedtone sine krav – ikke fordi dette barn har mindre behov for omsorg, men fordi at barnet lærer, at det er en bedre strategi – jo mindre væsen jeg gør ud af mig, jo bedre respons får jeg. I løbet af barndommen vil det utrygge-afvisende barn måske virke usædvanlig selvstændigt og “nemt”, men inde bag masken er der masser af besværlige følelser og tanker, de bliver bare ikke vist frem. Som voksne vil vi møde vores partner med samme strategi, så selvom vi er interesserede, vil vi blive ved med at holde en distance, ikke afsløre vores ægte følelser og slet ikke afsløre vores behov – jeg kan klare mig selv og har intet behov for nærhed.

 

Er vi vokset op i et hjem med kaos og uforudsigelighed, hvor vi ikke har kunnet forudse vores forældres handlinger, og aldrig har kunnet stole på at vores forældre er der for os, udvikler vi et utrygt-ængsteligt tilknytningsmønster. Vi lærer at vores forældre er utilregnelige, og at vi ikke kan forvente at de vil dække vores behov.

 

Forældrene vil have fokus på deres egne behov og følelser frem for barnets, og de vil nogle gange være fraværende, og andre gange være grænseoverskridende i deres adfærd. Barnet kan altså ikke regne med én sikker strategi, men skal bruge mange kræfter på at aflæse stemninger og humør, og livet bliver præget af stor usikkerhed og ængstelighed – jeg har et behov, men jeg ved ikke om du vil dække det for mig.

 

Denne usikkerhed skaber en strategi, eller et adfærdsmønster hos barnet, hvor barnet bliver klæbende og klynkende og konstant bange for at blive forladt – et mønster barnet tager med sig ind i voksenlivet, hvor det overinvolverer sig for hurtigt med nye partnere, og bliver klæbende og klynkende, når de frygter en afvisning.

 

Så  vores tilknytningsmønster har altså helt afgørende betydning for hvordan vi interagerer med andre mennesker i vores voksen liv, og der kan være masser af viden at hente, hvis vi dykker ned i vores eget tilknytningsmønster – pludselig kan vi måske forstå hvorfor vi kun forelsker os i kvinder der allerede har en kæreste, eller mister interessen for en mand, så snart han er tilgængelig. Det kan også hjælpe os til at tilgive vores partner, når han eller hun ikke altid har et lige så stort behov for at “connecte” som vi har.

 

I mit eget parforhold har jeg for eksempel et meget større behov for at være tæt, have masser af nærhed og gerne være i fuldstændig symbiose med min mand, end han har, og det stammer helt sikker fra mit tilknytningsmønster hvor jeg kommer til at tolke hans behov for alenetid, som om at han ikke elsker mig. Men med den viden jeg har nu, forstår jeg at vi simpelthen bare er forskellige – han kan sagtens elske mig, uden at han har lyst til at kravle ind i mig, og jeg kan sagtens blive elsket, uden at jeg behøver at klæbe mig fuldstændig op af ham døgnet rundt.