Lisa Björt | medafhængighed
437
archive,category,category-medafhaengighed,category-437,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.2,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.4,vc_responsive

Hvordan slipper man af med sin jalousi?

Der findes mange forskellige former for angst. Men angsten for at blive snydt, svigtet eller holdt for nar, er virkelig en stærk og voldsom angst. Den er ubehagelig og altomsluttende, og for at gøre det hele værre, er det også en angst som mange af os, skammer os over at have.
Så vi holder det inde, fortæller ikke vores omgangskreds om det, slår os selv i hovedet med det, og forsøger at finde måder vi kan kontrollere vores partner på, uden at afsløre at vi er angste for at hun eller han skal forlade os.

 

Lad os se på nogle af de manøvrer vi laver, i stedet for at fortælle hvad der virkelig er på gærde:

 

“Hvorfor snakker du med ham der, når du sidst sagde at han var streng? Det er altså virkelig dumt af dig at snakke med nogen der ikke er gode for dig, og jeg synes også du havde sagt at du ikke gad snakke med ham? Helt ærligt, så fatter jeg dig ikke, du gør det altså også virkelig svært for dig selv, når man aldrig kan regne med hvad du siger”. 

 

Hvad er det vi gør her? I stedet for at eje vores egen følelse af usikkerhed og tage ansvaret for os selv, vores følelser og vores tanker, så forsøger vi at gøre partneren forkert. Vi forsøger at give hende eller ham mindreværd, så vi selv kan føle merværd.

 

Men er vi villige til at tage ansvar for os selv, for vores følelser og behov, kunne man i stedet sige: “Åh, jeg fik lige sådan en følelse af usikkerhed da du snakkede med ham der. Du er vidunderlig, og jeg beundrer at du er så åben og imødekommende over for alle, men jeg har lige brug for at blive bekræftet i at du elsker mig – vil du hjælpe mig med det?”.

 

Når vi udtrykker os på den måde, tager vi ansvaret hjem til os selv. Vi indrømmer at vi er magtesløse over for vores angst, og vi fortæller hvad vi har brug for.

 

Den første måde at udtrykke sig på, gør det modsatte – vi lader som om at det er partneren der sidder med problemet, at hun/han er forkert, for meget, for åben, for falsk osv. og forsøger at få dem til at tage ansvaret for vores angst – så slipper vi også for at blotte os.

 

En anden situation kan være, når vi sidder til et middagsselskab, og overhovedet ikke kan koncentrere os om at være til stede fordi vi er ramt af jalousifølelsen, og hele tiden sidder og sms’er til vores partner, eller går ud for at ryge fordi vi ikke kan være i os selv – der signalerer vi til resten af selskabet at de ikke er interessante at være sammen med, og at vi hellere vil være et andet sted. Kan vi i stedet bare sige højt: “Jeg har lige lidt svært ved at være i mig selv, for min kæreste svarer ikke på mine sms’er, og det vækker virkelig min jalousi. Ja, desværre er det noget jeg døjer meget med for tiden”.

 

Ved at sige det højt, åbner vi for en spændende samtale, vi tillader de forbudte følelser at komme frem, giver de andre en mulighed for at forstå hvad der foregår – og bedst af alt, vi opløser skammen og samtidig hjælper vi helt sikkert nogle andre, der selv sidder med de samme følelser.

 

Når vi begynder at tale åbent om vores jalousi, når vi fortæller vores partner hvad der sker inde i os, og vi deler det med vores venner og familie – så tager vi skammen på os, og det er den eneste måde vi kan slippe af med den på.

Jeg er jaloux

Jeg bliver misundelig

Jeg har lyst til at kontrollere min partner

Jeg har det forfærdeligt

Vi må sige det højt, fortælle hvordan vi har det – og især må vi virkelig arbejde på at indrømme det over for os selv. For når vi kan være alene med jalousien (angsten), uden skamfølelsen – så begynder magien at ske, og vi kan begynde at arbejde rigtigt med at slippe af med den voldsomme jalousi. For det er en slags angst og den kan behandles på samme måde.

Terapi for jalousi

 

Og det er her vi kan komme langt i terapien. Sammen undersøger vi hvor angsten for at blive svigtet, holdt for nar og forladt, stammer fra. Vi finder ud af hvilke situationer der virkelig udløser jalousi hos dig, og vi arbejder med hvordan du kan reagere (eller ikke reagere) på det. Vi kigger på grænser og vi ser på hvem du er – er du tro mod dig selv, eller er du på overarbejde hele tiden?

Taknemmelighed

Nu er det begyndt at blive tidligt mørkt, vejret er blevet koldere og vi “putter” os mere derhjemme. Mange af os bliver mere eftertænksomme, trætte og måske også lidt triste.

Jeg kan selv godt have lidt tendens til, at være lidt mere pessimistisk og negativ om vinteren, og jeg kan tydeligt mærke at jeg mangler min daglige serotonin-indsprøjtning fra solen. Og jeg er ikke den eneste – jeg kan tydeligt mærke, at mine døtre har det på samme måde, og kan (til min store gru) nogen gange høre min egen klagesang, komme ud af munden på dem.

Så jeg har lært, at i de her måneder, er det vigtigt at vi fokuserer på alt det vi er glade for, det der går godt, og det vi er taknemmelige for.

Det hjælper os med, at lade være med at tage alle de små ting for givet, men rent faktisk opdage hvor heldige vi, hvor meget vi har eller hvor priviligerede vi er.

I terapien arbejder vi ofte med at løse noget – bevæge os væk fra noget dårligt. Her er det lidt det omvendte der er på spil, vi fokuserer på det vi gerne vil opnå, altså vi bevæger os hen mod noget godt.

Så her er der tre gode øvelser, som allesammen kan laves sammen i familien, sammen med en partner, alene eller sammen med en hel gruppe mennesker (en klasse, til en fest osv.).

 

Taknemmelighedsøvelse – tre ting

 

Ofte når vi spiser aftensmad, tager vi lige en taknemmelighedsrunde. Jeg spørger “Er der nogen der vil fortælle tre ting de er taknemmelige for?” Svarene er meget forskellige, nogle dage ruller mine børn med øjnene og nægter at deltage, og andre dage har de lange lister over ting de gerne vil nævne. Hyppige gengangere er taknemmelighed over mad og legeaftaler, og det er ret vidunderligt at opleve at det ofte er helt små ting der kommer på listen (f.eks. “jeg er taknemmelig over at jeg fik en chokolademad med”, eller “Jeg er taknemmelig over at jeg var til springgymnastik”). Pigernes far og jeg deltager selvfølgelig også, og hvis vi har gæster, bliver de også spurgt.

 

Taknemmeligheds-ABC

 

Taknemmeligheds-ABC’en er oplagt når man er ude og køre tur, når man sidder på en restaurant og venter på mad, eller når humøret er virkelig langt nede. Det foregår ved at man først nævner alle de ting der starter med A, som vi er taknemmelige for. Det kan for eksempel være: Ananas til morgenmad, arbejde, afslapning, alle mine venner, Arme der er stærke og kan bære én, Anna min ven, osv.

Derefter går man videre til B, så til C osv.

Der er ikke nogen regler for, hvad man må være taknemmelig for, og noget af det der altid bliver nævnt her, er: far, mor, navne på familiemedlemmer og venner, hund, kattevideoer, slik (og her snakker vi selvfølgelig om at alle forskellige former for søde sager bliver nævnt ved hvert eneste bogstav… Lakrids, Chokolade, Skumfiduser, Vingummi, Dessert, osv.), dyne, iPad.

En regel er der dog, og det er, at man ikke må bruge taknemmelighedslisterne til at nævne noget man gerne vil have at andre skal gøre anderledes – man må ikke bruge det som manipulation eller som opgavefordeling. Det vil sige at “Mor er meget taknemmelig hvis i vil rydde op efter maden” – den går ikke!

 

Taknemmelighedsglasset

 

Det er noget helt særligt at “tælle sine velsignelser, eller “count your blessings” som det hedder på amerikansk. Det handler på mange måder om at turde tro på noget større – at turde tro på, at en magt større end os selv, hjælper os hver eneste dag, også i de perioder hvor vi har det hårdt. Og det er vildt effektfuldt at turde tro, og det er helt utroligt hvad der sker med os, når vi så også husker at registrere alt det gode der sker for os – altså husker at være taknemmelige.

Det kan vi gøre helt konkret, ved at stille en glasvase i vindueskarmen, som vi stille og roligt fylder med alle vores velsignelser. Det kan f.eks. være små glaskugler vi fylder i, små krystaller eller sten vi har fundet på stranden.

Hver gang vi oplever et lille eller stort mirakel, lægger vi en kugle i vasen. Det kan være en pårørende der bliver helbredt for en voldsom sygdom, men det kan også være at vi oplever en uge hvor vi hele tiden er “heldige”. Jeg havde selv en uge for nyligt, hvor der var en ledig parkeringsplads hver eneste gang jeg skulle parkere, og det lyder umiddelbart som en lille, banal ting, men i virkeligheden har det lige været den håndsrækning jeg har haft brug for, efter en periode hvor jeg måske har stresset en lille smule for meget, og fyldt lidt for mange ting i min kalender.

Så kort opsummeret skal vi altså tælle vores velsignelser, huske at sige tak dagligt, lade være med at tage hverdagens små mirakler for givet, og være åbne for muligheden for at noget større rækker os en hjælpende hånd.

 

(Som en ekstra bonus, er det videnskabeligt bevist, at vi styrker vores parforhold, når vi udtrykker taknemmelig overfor vores partner – ikke nok med at vi selv sætter større pris på ham/hende når vi “hører” os selv være taknemmelige, vores partner vil også automatisk gøre sig mere umage og føle større taknemmelighed den anden vej).

 

 

Kærlig frigørelse?

Jeg er ret vild med det amerikanske udtryk “detachment with love”. Jeg kan ikke finde en god oversættelse til dansk – i de danske tolvtrinsprogrammer, taler man om tilbagetrækning, men det rammer ikke helt den samme stemning. Der var en der foreslog mig at bruge udtrykket “frigøre sig fra ansvaret”, og jeg tror måske det er den vej vi skal. Kærlig frigørelse eller måske endda kærlig frisættelse?

 

“Jeg frigør mig fra dig, og sætter dig fri til at du kan tage ansvar for dig selv”

 

Men hvad vil det sige at lave en kærlig frigørelse? Det vil først og fremmest sige at vi skal lære at lade være med at være “ovre i” andre personer. Vi skal ikke tænke, føle og planlægge på andres vegne. Vi skal ikke tage mere hensyn til andres følelser og behov, end til vores egne. Udover det skal vi:

 

  • Ikke give råd, med mindre vi er blevet spurgt. Når vi er overinvolverede i vores partner, har vi også en tendens til at være det i andre. Det betyder at vi altid lige synes at vi skal give vores besyv med, give et godt råd, komme med en anbefaling osv. Det er ikke engang vigtigt at det er noget vi overhovedet ikke ved noget om, vi vil bare så gerne hjælpe.

 

  • Lade andre opleve konsekvenserne af deres valg, uden at fikse eller ordne. Nogle gange skal man “give partneren lov” til at komme for sent/glemme mors fødselsdag/undlade at betale en regning, så de mærker konsekvensen af deres handlinger (og så vi selv oplever at verden ikke går under).

 

  • Er det her noget jeg kan kontrollere? Er svaret nej, skal vi fokusere på noget andet.

 

  • Vi må hele tiden kommunikere med os selv, og lytte efter hvad der foregår inde i os – især når vi bliver irriterede på andre, eller har lyst til at kritisere og skælde ud: “Hvad føler du, hvad har du brug for?” skal vi spørge vi os selv, i stedet for at fokusere på vores partners behov og følelser.

 

  • Vi skal kun hjælpe andre, med det de absolut ikke kan klare selv. Det gælder både i forhold til vores partner og vores børn, men også i forhold til alle andre.

 

  • Vi skal sige nej, meget oftere end vi gør. Vi er noget værd hele tiden, ikke kun når vi gør noget for andre. Vi behøver hverken være kloge, hjælpsomme, dygtige eller nemme for at blive elsket, vi har ret til at være mennesker med behov og selvstændige tanker – og de behov skal vi udtrykke og dermed også sige nej, når der er noget der ikke passer os.

 

  • Vi skal være præcise i vores grænser, så folk ved hvor de har os. Ofte smiler vi og lader folk overskride vores grænser, og så er vi udmattede når de går. Det er bedre at vi sætter en præcis grænse, f.eks. når vi har gæster – der kan vi sige “Hvor dejligt at du kommer på besøg, det passer mig rigtig godt at vi spiser sammen, og tager en kop kaffe, og så tror jeg at jeg skal i seng ved 22-tiden i dag”. Eller man kan sige, “Det var så dejligt at du kom og besøgte mig, nu skal jeg noget andet, men det er hyggeligt hvis du snart kommer igen”. Det kan føles grænseoverskridende, men i virkeligheden sætter de fleste mennesker pris på, at de ved hvor du står.

 

  • Vi skal holde op med at tro, at vores måde er den eneste rigtige måde at gøre tingene på. Vi skal give slip på kontrollen i familien, og lade vores partner være et selvstændigt menneske som vi respekterer.

 

  • Fortæl din partner alt det du sætter pris på ved ham eller hende, men undlad at kritisere alt det du ikke sætter pris på.

 

  • Når du ikke kan være i dig selv, men har lyst til at skælde ud, kritisere og give gode råd – så forlad rummet. Gå en tur i ti minutter, koncentrer dig om din vejrtrækning i 60 sekunder eller gør noget helt tredje. Så længe du ikke er i rummet, kan du ikke reagere.

Tilknytningsteori

Hvad betyder vores barndom for vores parforhold?

 

De reaktioner og handlemønstre vi har i kontakten med andre mennesker, stammer fra den kontakt vi havde med vores forældre – den måde vi knyttede os til dem.

 

Du kan måske ikke (med din videnshukommelse) huske din tidlige barndom, men din krop og din følelseshukommelse husker for dig. Det vil sige at når du som voksen indgår i en relation, kan du instinktivt reagere på den måde der var mest hensigtsmæssig for dig da du var måske 2 år gammel. Du tager altså den 2-åriges strategi med ind i dit voksne parforhold, og gentager den adfærd der virkede dengang. Det kan for eksempel være at du skulle være så usynlig som muligt for at få dine forældres nærhed? Eller måske skulle du helst gøre opmærksom på dig selv hele tiden, for overhovedet at få deres opmærksomhed?

 

Den strategi vi udvikler over for vores forældre, i et forsøg på at få den livsnødvendige nærhed og omsorg, følger os resten af livet. Den vil blive aktiveret i alle potentielt nære relationer og vil have indflydelse på hvad vi tænker og føler og ikke mindst hvordan vi handler i vores relation til andre.

 

Har vi haft kærlige opmærksomme forældre, der har mødt os i vores behov, anerkendt vores følelser og respekteret vores grænser, vil vi højst sandsynligt møde verden med en tryg tilknytning.

 

Det tager vi med os når vi skal etablere kontakt med de andre børn i børnehaven, knytte venskaber i skolen og når vi som voksne skal finde en partner. En trygt tilknyttet voksen er tryg i sit møde med andre mennesker, de stoler på at andre mennesker vil dem det godt og de tør være sig selv.

 

De er ikke overdrevet bange for at blive forladt, men har nemt ved at finde en god balance mellem nærhed og afstand – de behøver hverken at overkontrollere deres partner eller at beskytte sig selv ved aldrig at lade partneren komme tæt på. De tør bede om hjælp og være afhængige af andre, uden at ty til strategier og manipulationer.

 

Utryg tilknytning

 

Når du er vokset op i en mere dysfunktionel familie, har du fra du var helt lille lært at man ikke kan stole på andre mennesker. Du har etableret en række uhensigtsmæssige strategier for at overleve, og for at få dine forældres omsorg og nærhed. Du udvikler  en utryg tilknytning, som enten er utryg-afvisende eller en utryg-ængstelig tilknytning.

 

I et hjem hvor forældrene er afvisende, fraværende og negative over for barnet, vil barnet udvikle et utrygt-afvisende tilknytningsmønster. Barnet oplever at dets krav om omsorg bliver mødt med kulde og afvisning, og lærer efterhånden at nedtone sine krav – ikke fordi dette barn har mindre behov for omsorg, men fordi at barnet lærer, at det er en bedre strategi – jo mindre væsen jeg gør ud af mig, jo bedre respons får jeg. I løbet af barndommen vil det utrygge-afvisende barn måske virke usædvanlig selvstændigt og “nemt”, men inde bag masken er der masser af besværlige følelser og tanker, de bliver bare ikke vist frem. Som voksne vil vi møde vores partner med samme strategi, så selvom vi er interesserede, vil vi blive ved med at holde en distance, ikke afsløre vores ægte følelser og slet ikke afsløre vores behov – jeg kan klare mig selv og har intet behov for nærhed.

 

Er vi vokset op i et hjem med kaos og uforudsigelighed, hvor vi ikke har kunnet forudse vores forældres handlinger, og aldrig har kunnet stole på at vores forældre er der for os, udvikler vi et utrygt-ængsteligt tilknytningsmønster. Vi lærer at vores forældre er utilregnelige, og at vi ikke kan forvente at de vil dække vores behov.

 

Forældrene vil have fokus på deres egne behov og følelser frem for barnets, og de vil nogle gange være fraværende, og andre gange være grænseoverskridende i deres adfærd. Barnet kan altså ikke regne med én sikker strategi, men skal bruge mange kræfter på at aflæse stemninger og humør, og livet bliver præget af stor usikkerhed og ængstelighed – jeg har et behov, men jeg ved ikke om du vil dække det for mig.

 

Denne usikkerhed skaber en strategi, eller et adfærdsmønster hos barnet, hvor barnet bliver klæbende og klynkende og konstant bange for at blive forladt – et mønster barnet tager med sig ind i voksenlivet, hvor det overinvolverer sig for hurtigt med nye partnere, og bliver klæbende og klynkende, når de frygter en afvisning.

 

Så  vores tilknytningsmønster har altså helt afgørende betydning for hvordan vi interagerer med andre mennesker i vores voksen liv, og der kan være masser af viden at hente, hvis vi dykker ned i vores eget tilknytningsmønster – pludselig kan vi måske forstå hvorfor vi kun forelsker os i kvinder der allerede har en kæreste, eller mister interessen for en mand, så snart han er tilgængelig. Det kan også hjælpe os til at tilgive vores partner, når han eller hun ikke altid har et lige så stort behov for at “connecte” som vi har.

 

I mit eget parforhold har jeg for eksempel et meget større behov for at være tæt, have masser af nærhed og gerne være i fuldstændig symbiose med min mand, end han har, og det stammer helt sikker fra mit tilknytningsmønster hvor jeg kommer til at tolke hans behov for alenetid, som om at han ikke elsker mig. Men med den viden jeg har nu, forstår jeg at vi simpelthen bare er forskellige – han kan sagtens elske mig, uden at han har lyst til at kravle ind i mig, og jeg kan sagtens blive elsket, uden at jeg behøver at klæbe mig fuldstændig op af ham døgnet rundt.

 

 

Er du et voksent barn?

Når du er vokset op i en familie, hvor mor, far eller begge har haft et højt forbrug af alkohol, vil det påvirke den måde du indgår i relationer, resten af dit liv. På mange måder vil du fortsætte med at spejle den dynamik der var i dit barndomshjem, og det kan gøre det enormt besværligt at indgå i nære relationer, og mange vil opleve at de enten er i konflikt hele tiden, eller at de indordner sig så meget at de ikke kan mærke sig selv til sidst.

 

Nedenstående er en liste over typiske kendetegn hos voksne børn af alkoholikere, i forhold til hvordan de indgår i relationer med andre mennesker:

 

  • Voksne børn befinder sig godt i offer-rollen og bliver tiltrukket af andre ofre, hvor de kan køre frem og tilbage i offer-redder rollen sammen. De er afhængige af drama og spænding og kan nemt dømme trygge personer som “kedelige”. De har en tendens til at vælge partnere de kan redde eller blive reddet af. De elsker samtaler der er drevet af drama og problemer hvor nogen enten skal reddes og fixes eller samtaler om hvordan andre opfører sig krænkende/skyldigt og hvordan de er ofre for deres adfærd. De reagerer voldsomt på personer der hviler i sig selv og tager vare på egne behov, og kan hurtigt dømme disse personer som egoistiske og barnlige – præcis som deres forældre var det.

 

  • Voksne børn gætter sig til hvad normal adfærd er, og de forveksler f.eks. kærlighed med medlidenhed og de giver ofte for at få. De har svært ved at mærke sig selv, fordi de har lært at lukke alle følelser inde, i barndommen. De har svært ved at udtrykke, hvad de føler og hvad de har behov for, for de er ikke selv klar over det. Derfor indretter de ofte deres liv og hverdag, efter hvad de tror der forventes, hvad de tror deres partner sætter pris på, eller hvad de selv opfatter som billedet på det gode liv. De forsøger ofte at veksle sex til kærlighed, men uden at være klar over at det er det de gør.

 

  • Voksne børn lyver. De går på kompromis med sig selv og over-samarbejder på bekostning af deres integritet, og straffer omgivelserne for det efterfølgende. Samtidig er de hele tiden bange for at blive gennemskuede – at deres partner skal finde ud af hvem de “i virkeligheden” er. De forsøger at tilpasse sig forskellige situationer og please andre, så de kommer for eksempel til at lave aftaler, de på forhånd ved, de ikke kan overholde.

 

  • Voksne børn har en stærk indre kritiker, og er meget sårbare over for andres kritiske kommentarer. De hører også kritik hvor den ikke er der, men deres erfaringer har lært dem at være på vagt og gå ud fra det værste. De dømmer sig selv og andre hårdt, og har en meget stærk retfærdighedssans. De er så bange for at fejle, at de ofte har svært ved at gennemføre, eller bare starte på noget.

 

  • Voksne børn overreagerer på uforudsete forandringer. De har i det hele taget nemmere ved at reagere, end at agere. Deres umiddelbare reaktion er ofte modstand og angst. Livet er nemmest, når det enten er i helt faste rammer, eller når alt bare er kaos. Derfor virker det voldsomt grænseoverskridende når f.eks. partneren i sidste øjeblik aflyser en aftale, eller overrasker med en weekendtur uden børnene, og det voksne barn vil ofte reagere med reaktion, i stedet for kommunikation.

 

  • Voksne børn søger bekræftelse og accept, og går gerne på kompromis med deres egen identitet, for at blive “elsket”. De er bange for at blive forladt, og vil enten søge fuld symbiose med deres partner, eller altid holde afstand så de ikke kan blive afvist. De bliver frustrerede når de ikke “kan mærke” partneren og har behov for gentagne gange, at blive forsikret om at alt er ok.

 

  • Voksne børn har problemer med ansvar. De bliver ofte selv ansvarsløse misbrugere (eller opfører sig som en), eller finder en misbruger de kan tage ansvaret for. Eller de tager så meget ansvar for alle omkring dem, at de ikke samtidig kan tage ansvar for sig selv og egne følelser. De flygter dermed fra deres egne følelser, ved enten at slippe alt ansvar, eller tage hele ansvaret.

 

Kan du kende dig selv eller din partner i ovenstående punkter? Så vil jeg for det første sige til dig, at du skal ikke skamme dig, føle dig forkert eller tænke “ååh ja, det er præcis så slem jeg er”. For voksne børn har også så mange helt vidunderlige kvaliteter, som virkelig vejer op for alt det svære. De er ofte også meget empatiske, hjælpsomme, samarbejdsvillige, loyale og kærlige. Men med al bagagen, kan det nogle gange være svært at skabe en sund og harmonisk relation, og derfor giver det god mening at arbejde med det hos en terapeut.

I terapien kan vi for eksempel arbejde med hvordan du kan blive bedre til at mærke dig selv, din følelser, dine behov og dine grænser. Vi kan arbejde med hvordan du kommunikerer på en måde så du bliver hørt og forstået, og hvordan du kan blive bedre til at drage omsorg over for dig selv. Det kan være som individuel terapi, eller som parterapi, hvor vi også arbejder med jeres mønstre og kommunikation.

Har du svært ved at mærke dig selv?

Ofte når man er vokset op i et dysfunktionelt hjem, hvor den ene eller begge forældre f.eks. har haft et misbrug af alkohol (men det kan også bare være at ens forældre har arbejdet meget, at man er blevet klemt mellem to søskende, at man er blevet mobbet i skolen og mange andre ting), bliver man rigtig dygtig til at tilsidesætte sine egne behov.

 

Det er ikke så mærkeligt, men egentlig en fin forsvarsmekanisme mens man er barn – for hvis der ikke er nogen der hører og respekterer dit behov, så er det bedre at undertrykke behovet og fokusere på noget andet (ofte vil man i stedet fokusere på den “syge” forælder, den raske forælder der skal trøstes eller de søskende der skal passes).

 

Og lige pludselig er der gået en masse år hvor du har undertrykt og undertrykt og undertrykt, og så er der rigtig lang vej ind til alle de behov, som jo altså stadig er derinde, men som du bare ikke rigtig kan høre længere. Det der så sker, er at du engang imellem bobler over i stedet for – alle de undertrykte følelser og behov kommer ud som vrede, tristhed, passiv aggresivitet, misbrug af alkohol, mad, sex, træning, arbejde eller alle mulige andre mere eller mindre uhensigtsmæssige reaktioner.

 

Og reaktioner er præcis det rigtige ord, for når du ikke er i kontakt med dine følelser og dine behov, så bliver din måde at være her i verden på ofte noget med at reagere på noget. Så i stedet for at handle, i stedet for at tage vare på dig selv og i stedet for at være inde i dig selv (i modsætning til ude af dig selv eller ovre i andre) , så reagerer du på omverdenen. Du mærker hvad du ikke har lyst til, når andre siger hvad de har lyst til. Du forsøger at forudse andres behov og du reagerer ud fra det, i stedet for at give udtryk for dit eget behov. Du kanaliserer alle de følelser der er inde i dig selv over på andre mennesker og du udlever de kampe du (måske) skulle have taget med dine forældre, med andre mennesker omkring dig (f.eks. din partner, din chef og dine søskende).

 

Så hvad kan du gøre for at genfinde evnen til at mærke dig selv? 

 

Min erfaring siger mig at nedenstående liste er et rigtig godt sted at starte, men udover det er det vigtigt at vide at der ikke er et quick fix – det tager tid og indsats at nedbryde det massive forsvarsværk du har bygget i din barndom, så husk at fokusere på det enkelte skridt og de enkelte sejre i stedet for at fokusere på slutmålet.

 

Mediter. Ligegyldigt hvad du gør eller ikke gør, så begynd i hvert fald at meditere. Det kræver ikke andet end at du sætter dig ned og lukker øjnene og tæller til ti. Igen og igen. Og så på et tidspunkt bliver der tilpas stille til at du kan høre dig selv.

 

Skriv. Det kan være du skal skrive dagbog, skrive morgensider, starte på et skrivekursus eller lukke dagen med en notesbog i sengen. Jeg kan virkelig anbefale Julia Camerons bog “Kreativitet”, hvor hun opfordrer til at man skriver tre sider hver morgen inden man gør noget andet, tre sider hvor man ikke løfter blyanten fra papiret, men bare skriver alle ord der dukker op.

 

Tal. Fortæl andre om dine oplevelser og følelser. Snak om din barndom, fortæl dine venner om din opvækst, gå til en terapeut eller deltag i en samtalegruppe. Prøv at se om du kan undgå at holde hemmeligheder og vær åben omkring hvem du er og hvad du er formet af. Dæk ikke over din partner, men sig højt hvad du oplever.

 

Vær taknemmelig. Sig højt eller skriv ned hvad du er taknemmelig for. Gør det gerne sammen med andre, f.eks. sammen med din partner og dine børn ved spisebordet hvor i kan skiftes til at fortælle tre ting i er taknemmelige for i dag. Eller du kan starte dine morgensider med at skrive hvad du er taknemmelig over.

 

Lav selvudvikling. Deltag f.eks. i et tolv-trins program eller et gruppeforløb, hvor du kan mødes med andre ligesindede og aktivt arbejde med din egen medafhængighed. Se for eksempel ACA Danmark, Al-Anon, Tuba, Dansk misbrugsbehandling og Tjele.

 

Ros dig selv. Fortæl dig selv at du elsker dig, lav lister med alle de ting du værdsætter ved dig selv, dans med dig selv, rør ved dig selv og prøv at være så selvkærlig som overhovedet muligt. Overstrøm dig selv og dit indre barn med al den kærlighed du fortjener. Joan Ørting har skrevet en fantastisk bog der hedder “Elsk dig selv og bliv elsket” der virkelig går i dybden med emnet.

 

Husk hvad du gjorde tidligere. Hvad var din livret da du var 9 år? Hvad gik du til da du var 12? Hvad kunne få dig til at skrige af grin og være totalt fjollet da du var 15? Hvilken slags musik kunne du lide at høre da du var 17? Hvad brugte du dine søndage på da du var 19? Skriv det hele ned, og afprøv om noget af det stadig tiltrækker dig?

 

Lav skyggearbejde. Find ud af hvilke egenskaber du bliver tiltrukket af eller det modsatte. Bliver du vildt irriteret på grådige mennesker? Måske skal du tillade dig selv at være mere grådig? Bliver du misundelig på ham der altid smider tøjet til festen? Måske skal du give lidt mere slip på dine hæmninger? Pernille Melsted er nok den allerbedste i Danmark når det kommer til skyggearbejde, og jeg vil virkelig anbefale alle at læse hendes bøger, følge hende online eller tage et af hendes kurser. Læs mere om skyggearbejde hos Pernille Melsted her.

 

Det der sker når du bliver bedre til at mærke dig selv, er ikke bare at du selv bliver gladere. Du bliver også en bedre partner, og du øger muligheden for at du kan have et godt og sundt forhold i mange år. For i virkeligheden er der ikke nogen af os der ønsker at vores partner skal ofre sig for os. At vores partner skal lade være med at give udtryk for sine behov eller konstant føje os. At vores partner skal blive bitter og indebrændt, uden at vi har haft en chance for at vide hvad der kunne gøres anderledes. Eller at vores partner skal passe og redde os og blande sig i alt hvad vi gør.