Lisa Björt | Uncategorized
1
archive,category,category-uncategorized,category-1,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.2,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.4,vc_responsive

Hvordan forbedrer vi vores parforhold?

Nogle gange, kan vi have så meget fokus, på alt det som vi føler vi bør ændre, alt det som er galt med vores parforhold, og alt det vores partner gør forkert.

Men en virkelig stærk øvelse, er at undersøge hvad der rent faktisk fungerer – hvad gør vi, som er dejligt, godt og kærligt?

Hvad gør mig allerede rigtig glad? Hvad har vi tidligere gjort i vores parforhold, som gav os en følelse af kærlighed og samhørighed? Hvilke gode vaner har vi, hvilke store begivenheder har været særligt dejlige for os, hvilke personer giver os energi og glæde? Hvad bringer os tættere sammen som familie og hvornår griner vi højt med vores børn.

Det kan for eksempel være, at du føler at i lever for meget i hver jeres verden for tiden, og at i ikke rigtig når den der dybe forbindelse med hinanden. Arbejde, vasketøj, sociale medier og alt muligt andet, fylder jeres hverdag op, og i ser mest hinanden i forbifarten – her er det ret nemt at komme til at fokusere på alt det dårlige: Vi er for dårlige til at prioritere hinanden, du arbejder også alt for meget, det er klart jeg hele tiden er i gang, for det er jo mig der står alene med alt det huslige osv.

I stedet kan vi sammen undersøge, alt det vi gør, og har gjort, som bringer os tættere på hinanden, og giver os følelsen af, at være to forbundne sjæle.

Konkret, kunne det for mit vedkommende se sådan ud:

Hvad fungerer godt?

 

Det fungerer godt, når vi lige har 10 minutter hvor vi ligger og vågner sammen og holder om hinanden.

Når vi begge har travlt på hver vores computer, kan det være hyggeligt at vi alligevel sidder ved siden af hinanden (med hver vores computer), tænder et stearinlys, sætter stille musik på. laver en kande te og sætter lidt vindruer frem.

Når vi ved, at vi ikke ses så meget i nogle dage, er det dejligt at sætte tid af til at snakke i telefon. Det kan for eksempel være på vej til arbejde, i frokostpausen eller inden sengetid.

En lille dans i køkkenet, om morgenen inden vi skal ud af døren er vildt dejlig. Det tager kun to-tre minutter, men det giver lige en rar fornemmelse i maven.

Når vi lader børnene passe sig selv i en halv times tid lørdag formiddag, mens vi går en tur med vores hund.

Weekender, hvor vi ikke har nogen planer, og hvor vi beslutter os for at gøre noget sammen som familie, på en god og afslappet måde.

Hvilke begivenheder har bragt os tættere sammen?

 

Overnatninger uden for hjemmet, bare os to.

Spa-ture.

Formiddagsdates, hvor vi tager ud og spiser frokost og tager i biografen, i de perioder hvor vi ikke har tid til “en rigtig date”.

Fester hos gode venner og familie, hvor vi har mulighed for at danse, fjolle og grine.

Ferier, hvor vi har fokus på samvær og hygge med vores børn – hvor vi har planlagt gode aktiviteter som vi laver sammen allesammen.

Hvilke gode vaner har vi?

 

Vi er gode til at lave taknemmelighedsøvelser med vores børn.

Vi er gode til at fordele opgaver mellem os.

Vi er gode til at gøre kærlige ting for hinanden.

Vi er gode til at nedskalere konflikter og finde hinanden igen bagefter.

Andre gode spørgsmål kunne være:

Hvad får os til at grine sammen? Hvem elsker vi at være sammen med, og hvem får det bedste frem i os? Hvilke situationer er altid dejlige for os? Hvilke fælles interesser har vi?

 

 

Det er en hyggelig øvelse at lave sammen, og ofte vil vi opleve, at vi bliver mere tilfredse med vores parforhold, bare ved at skrive ned, hvad der fungerer.

 

Hvordan slipper man af med sin jalousi?

Der findes mange forskellige former for angst. Men angsten for at blive snydt, svigtet eller holdt for nar, er virkelig en stærk og voldsom angst. Den er ubehagelig og altomsluttende, og for at gøre det hele være, er det også en angst som mange af os, skammer os over at have.
Så vi holder det inde, fortæller ikke vores omgangskreds om det, slår os selv i hovedet med det, og forsøger at finde måder vi kan kontrollere vores partner på, uden at afsløre at vi er angste for at hun eller han skal forlade os.

 

Lad os se på nogle af de manøvrer vi laver, i stedet for at fortælle hvad der virkelig er på gærde:

 

“Hvorfor snakker du med ham der, når du sidst sagde at han var streng? Det er altså virkelig dumt af dig at snakke med nogen der ikke er gode for dig, og jeg synes også du havde sagt at du ikke gad snakke med ham? Helt ærligt, så fatter jeg dig ikke, du gør det altså også virkelig svært for dig selv, når man aldrig kan regne med hvad du siger”. 

 

Hvad er det vi gør her? I stedet for at eje vores egen følelse af usikkerhed og tage ansvaret for os selv, vores følelser og vores tanker, så forsøger vi at gøre partneren forkert. Vi forsøger at give hende eller ham mindreværd, så vi selv kan føle merværd.

 

Men er vi villige til at tage ansvar for os selv, for vores følelser og behov, kunne man i stedet sige: “Åh, jeg fik lige sådan en følelse af usikkerhed da du snakkede med ham der. Du er vidunderlig, og jeg beundrer at du er så åben og imødekommende over for alle, men jeg har lige brug for at blive bekræftet i at du elsker mig – vil du hjælpe mig med det?”.

 

Når vi udtrykker os på den måde, tager vi ansvaret hjem til os selv. Vi indrømmer at vi er magtesløse over for vores angst, og vi fortæller hvad vi har brug for.

 

Den første måde at udtrykke sig på, gør det modsatte – vi lader som om at det er partneren der sidder med problemet, at hun/han er forkert, for meget, for åben, for falsk osv. og forsøger at få dem til at tage ansvaret for vores angst – så slipper vi også for at blotte os.

 

En anden situation kan være, når vi sidder til et middagsselskab, og overhovedet ikke kan koncentrere os om at være til stede fordi vi er ramt af jalousifølelsen, og hele tiden sidder og sms’er til vores partner, eller går ud for at ryge fordi vi ikke kan være i os selv – der signalerer vi til resten af selskabet at de ikke er interessante at være sammen med, og at vi hellere vil være et andet sted. Kan vi i stedet bare sige højt: “Jeg har lige lidt svært ved at være i mig selv, for min kæreste svarer ikke på mine sms’er, og det vækker virkelig min jalousi. Ja, desværre er det noget jeg døjer meget med for tiden”.

 

Ved at sige det højt, åbner vi for en spændende samtale, vi tillader de forbudte følelser at komme frem, giver de andre en mulighed for at forstå hvad der foregår – og bedst af alt, vi opløser skammen og samtidig hjælper vi helt sikkert nogle andre, der selv sidder med de samme følelser.

 

Når vi begynder at tale åbent om vores jalousi, når vi fortæller vores partner hvad der sker inde i os, og vi deler det med vores venner og familie – så tager vi skammen på os, og det er den eneste måde vi kan slippe af med den på.

Jeg er jaloux

Jeg bliver misundelig

Jeg har lyst til at kontrollere min partner

Jeg har det forfærdeligt

Vi må sige det højt, fortælle hvordan vi har det – og især må vi virkelig arbejde på at indrømme det over for os selv. For når vi kan være alene med jalousien (angsten), uden skamfølelsen – så begynder magien at ske, og vi kan begynde at arbejde rigtigt med at slippe af med den voldsomme jalousi. For det er en slags angst og den kan behandles på samme måde.

Terapi for jalousi

 

Og det er her vi kan komme langt i terapien. Sammen undersøger vi hvor angsten for at blive svigtet, holdt for nar og forladt, stammer fra. Vi finder ud af hvilke situationer der virkelig udløser jalousi hos dig, og vi arbejder med hvordan du kan reagere (eller ikke reagere) på det. Vi kigger på grænser og vi ser på hvem du er – er du tro mod dig selv, eller er du på overarbejde hele tiden?