Lisa Björt | Voksne børn af alkoholikere
Er du et voksent barn af alkoholikere, og går det ud over dit parforhold? Der er en række kendetegn der går igen hos Voksne børn, og ofte kan det blive udfordrende at vedligeholde gode, sunde relationer.
voksne børn af alkoholikere, parforhold, parterapi, terapi, kendetegn ved voksne børn
21830
post-template-default,single,single-post,postid-21830,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.2,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.4,vc_responsive

Er du et voksent barn?

Når du er vokset op i en familie, hvor mor, far eller begge har haft et højt forbrug af alkohol, vil det påvirke den måde du indgår i relationer, resten af dit liv. På mange måder vil du fortsætte med at spejle den dynamik der var i dit barndomshjem, og det kan gøre det enormt besværligt at indgå i nære relationer, og mange vil opleve at de enten er i konflikt hele tiden, eller at de indordner sig så meget at de ikke kan mærke sig selv til sidst.

 

Nedenstående er en liste over typiske kendetegn hos voksne børn af alkoholikere, i forhold til hvordan de indgår i relationer med andre mennesker:

 

  • Voksne børn befinder sig godt i offer-rollen og bliver tiltrukket af andre ofre, hvor de kan køre frem og tilbage i offer-redder rollen sammen. De er afhængige af drama og spænding og kan nemt dømme trygge personer som “kedelige”. De har en tendens til at vælge partnere de kan redde eller blive reddet af. De elsker samtaler der er drevet af drama og problemer hvor nogen enten skal reddes og fixes eller samtaler om hvordan andre opfører sig krænkende/skyldigt og hvordan de er ofre for deres adfærd. De reagerer voldsomt på personer der hviler i sig selv og tager vare på egne behov, og kan hurtigt dømme disse personer som egoistiske og barnlige – præcis som deres forældre var det.

 

  • Voksne børn gætter sig til hvad normal adfærd er, og de forveksler f.eks. kærlighed med medlidenhed og de giver ofte for at få. De har svært ved at mærke sig selv, fordi de har lært at lukke alle følelser inde, i barndommen. De har svært ved at udtrykke, hvad de føler og hvad de har behov for, for de er ikke selv klar over det. Derfor indretter de ofte deres liv og hverdag, efter hvad de tror der forventes, hvad de tror deres partner sætter pris på, eller hvad de selv opfatter som billedet på det gode liv. De forsøger ofte at veksle sex til kærlighed, men uden at være klar over at det er det de gør.

 

  • Voksne børn lyver. De går på kompromis med sig selv og over-samarbejder på bekostning af deres integritet, og straffer omgivelserne for det efterfølgende. Samtidig er de hele tiden bange for at blive gennemskuede – at deres partner skal finde ud af hvem de “i virkeligheden” er. De forsøger at tilpasse sig forskellige situationer og please andre, så de kommer for eksempel til at lave aftaler, de på forhånd ved, de ikke kan overholde.

 

  • Voksne børn har en stærk indre kritiker, og er meget sårbare over for andres kritiske kommentarer. De hører også kritik hvor den ikke er der, men deres erfaringer har lært dem at være på vagt og gå ud fra det værste. De dømmer sig selv og andre hårdt, og har en meget stærk retfærdighedssans. De er så bange for at fejle, at de ofte har svært ved at gennemføre, eller bare starte på noget.

 

  • Voksne børn overreagerer på uforudsete forandringer. De har i det hele taget nemmere ved at reagere, end at agere. Deres umiddelbare reaktion er ofte modstand og angst. Livet er nemmest, når det enten er i helt faste rammer, eller når alt bare er kaos. Derfor virker det voldsomt grænseoverskridende når f.eks. partneren i sidste øjeblik aflyser en aftale, eller overrasker med en weekendtur uden børnene, og det voksne barn vil ofte reagere med reaktion, i stedet for kommunikation.

 

  • Voksne børn søger bekræftelse og accept, og går gerne på kompromis med deres egen identitet, for at blive “elsket”. De er bange for at blive forladt, og vil enten søge fuld symbiose med deres partner, eller altid holde afstand så de ikke kan blive afvist. De bliver frustrerede når de ikke “kan mærke” partneren og har behov for gentagne gange, at blive forsikret om at alt er ok.

 

  • Voksne børn har problemer med ansvar. De bliver ofte selv ansvarsløse misbrugere (eller opfører sig som en), eller finder en misbruger de kan tage ansvaret for. Eller de tager så meget ansvar for alle omkring dem, at de ikke samtidig kan tage ansvar for sig selv og egne følelser. De flygter dermed fra deres egne følelser, ved enten at slippe alt ansvar, eller tage hele ansvaret.

 

Kan du kende dig selv eller din partner i ovenstående punkter? Så vil jeg for det første sige til dig, at du skal ikke skamme dig, føle dig forkert eller tænke “ååh ja, det er præcis så slem jeg er”. For voksne børn har også så mange helt vidunderlige kvaliteter, som virkelig vejer op for alt det svære. De er ofte også meget empatiske, hjælpsomme, samarbejdsvillige, loyale og kærlige. Men med al bagagen, kan det nogle gange være svært at skabe en sund og harmonisk relation, og derfor giver det god mening at arbejde med det hos en terapeut.

I terapien kan vi for eksempel arbejde med hvordan du kan blive bedre til at mærke dig selv, din følelser, dine behov og dine grænser. Vi kan arbejde med hvordan du kommunikerer på en måde så du bliver hørt og forstået, og hvordan du kan blive bedre til at drage omsorg over for dig selv. Det kan være som individuel terapi, eller som parterapi, hvor vi også arbejder med jeres mønstre og kommunikation.

No Comments

Post a Comment