Lisa Björt | Tilknytningsteori
Tilknytningsteori kan give os masser af svar på, hvorfor vi agerer som vi gør i vores voksenliv. Hvorfor afviser min mand mig, hvorfor forelsker jeg mig altid i gifte mænd, hvorfor har jeg et større behov for at være alene end hun har osv.
tilknytningsteori, parforhold, parterapi, parterapi i københavn, parterapeut i københavn, utryg tilknyttet, tryg tilknyttet
21885
post-template-default,single,single-post,postid-21885,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.2,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.4,vc_responsive

Tilknytningsteori

Hvad betyder vores barndom for vores parforhold?

 

De reaktioner og handlemønstre vi har i kontakten med andre mennesker, stammer fra den kontakt vi havde med vores forældre – den måde vi knyttede os til dem.

 

Du kan måske ikke (med din videnshukommelse) huske din tidlige barndom, men din krop og din følelseshukommelse husker for dig. Det vil sige at når du som voksen indgår i en relation, kan du instinktivt reagere på den måde der var mest hensigtsmæssig for dig da du var måske 2 år gammel. Du tager altså den 2-åriges strategi med ind i dit voksne parforhold, og gentager den adfærd der virkede dengang. Det kan for eksempel være at du skulle være så usynlig som muligt for at få dine forældres nærhed? Eller måske skulle du helst gøre opmærksom på dig selv hele tiden, for overhovedet at få deres opmærksomhed?

 

Den strategi vi udvikler over for vores forældre, i et forsøg på at få den livsnødvendige nærhed og omsorg, følger os resten af livet. Den vil blive aktiveret i alle potentielt nære relationer og vil have indflydelse på hvad vi tænker og føler og ikke mindst hvordan vi handler i vores relation til andre.

 

Har vi haft kærlige opmærksomme forældre, der har mødt os i vores behov, anerkendt vores følelser og respekteret vores grænser, vil vi højst sandsynligt møde verden med en tryg tilknytning.

 

Det tager vi med os når vi skal etablere kontakt med de andre børn i børnehaven, knytte venskaber i skolen og når vi som voksne skal finde en partner. En trygt tilknyttet voksen er tryg i sit møde med andre mennesker, de stoler på at andre mennesker vil dem det godt og de tør være sig selv.

 

De er ikke overdrevet bange for at blive forladt, men har nemt ved at finde en god balance mellem nærhed og afstand – de behøver hverken at overkontrollere deres partner eller at beskytte sig selv ved aldrig at lade partneren komme tæt på. De tør bede om hjælp og være afhængige af andre, uden at ty til strategier og manipulationer.

 

Utryg tilknytning

 

Når du er vokset op i en mere dysfunktionel familie, har du fra du var helt lille lært at man ikke kan stole på andre mennesker. Du har etableret en række uhensigtsmæssige strategier for at overleve, og for at få dine forældres omsorg og nærhed. Du udvikler  en utryg tilknytning, som enten er utryg-afvisende eller en utryg-ængstelig tilknytning.

 

I et hjem hvor forældrene er afvisende, fraværende og negative over for barnet, vil barnet udvikle et utrygt-afvisende tilknytningsmønster. Barnet oplever at dets krav om omsorg bliver mødt med kulde og afvisning, og lærer efterhånden at nedtone sine krav – ikke fordi dette barn har mindre behov for omsorg, men fordi at barnet lærer, at det er en bedre strategi – jo mindre væsen jeg gør ud af mig, jo bedre respons får jeg. I løbet af barndommen vil det utrygge-afvisende barn måske virke usædvanlig selvstændigt og “nemt”, men inde bag masken er der masser af besværlige følelser og tanker, de bliver bare ikke vist frem. Som voksne vil vi møde vores partner med samme strategi, så selvom vi er interesserede, vil vi blive ved med at holde en distance, ikke afsløre vores ægte følelser og slet ikke afsløre vores behov – jeg kan klare mig selv og har intet behov for nærhed.

 

Er vi vokset op i et hjem med kaos og uforudsigelighed, hvor vi ikke har kunnet forudse vores forældres handlinger, og aldrig har kunnet stole på at vores forældre er der for os, udvikler vi et utrygt-ængsteligt tilknytningsmønster. Vi lærer at vores forældre er utilregnelige, og at vi ikke kan forvente at de vil dække vores behov.

 

Forældrene vil have fokus på deres egne behov og følelser frem for barnets, og de vil nogle gange være fraværende, og andre gange være grænseoverskridende i deres adfærd. Barnet kan altså ikke regne med én sikker strategi, men skal bruge mange kræfter på at aflæse stemninger og humør, og livet bliver præget af stor usikkerhed og ængstelighed – jeg har et behov, men jeg ved ikke om du vil dække det for mig.

 

Denne usikkerhed skaber en strategi, eller et adfærdsmønster hos barnet, hvor barnet bliver klæbende og klynkende og konstant bange for at blive forladt – et mønster barnet tager med sig ind i voksenlivet, hvor det overinvolverer sig for hurtigt med nye partnere, og bliver klæbende og klynkende, når de frygter en afvisning.

 

Så  vores tilknytningsmønster har altså helt afgørende betydning for hvordan vi interagerer med andre mennesker i vores voksen liv, og der kan være masser af viden at hente, hvis vi dykker ned i vores eget tilknytningsmønster – pludselig kan vi måske forstå hvorfor vi kun forelsker os i kvinder der allerede har en kæreste, eller mister interessen for en mand, så snart han er tilgængelig. Det kan også hjælpe os til at tilgive vores partner, når han eller hun ikke altid har et lige så stort behov for at “connecte” som vi har.

 

I mit eget parforhold har jeg for eksempel et meget større behov for at være tæt, have masser af nærhed og gerne være i fuldstændig symbiose med min mand, end han har, og det stammer helt sikker fra mit tilknytningsmønster hvor jeg kommer til at tolke hans behov for alenetid, som om at han ikke elsker mig. Men med den viden jeg har nu, forstår jeg at vi simpelthen bare er forskellige – han kan sagtens elske mig, uden at han har lyst til at kravle ind i mig, og jeg kan sagtens blive elsket, uden at jeg behøver at klæbe mig fuldstændig op af ham døgnet rundt.

 

 

No Comments

Post a Comment